Tandfejl

Vi har været så heldige, at få lov til at kopiere dette afsnit om tandfejl fra Stald Krittevit 🙂

  Tandfejl hos kaniner

Det forekommer nogle gange, at en kanin udvikler tandfejl. I kaninverdenen, er der snak om et recessivt tandfejlsgen - flere fora nævner enda genet som MP (Mandibular prognathism) som intet har med et gen at gøre, det er en lidelse. Jeg var skeptisk overfor et recessivt gen,  bla. pga. at man teoretisk ville se flere tandfejls dyr når man avler på de samme 2 kaniner - det burde ikke kunne lade sig gøre at få over 40 unger på de samme 2 kaniner, før der dukkede en unge op med tandfejl. Derudover kan man i litteraturen læse, at tandfejl opstår pga. en lidelse. Denne lidelse, er forårsaget af, at man har avlet den oprindelige kanin ned til mindre racer, så som dværgvædder, hermelin mv. og herved forkortet deres hoved og kæber.

Da et enkelt recessivt gen ville gøre tandfejlen arvelige - måtte jeg vide om der virkelig fandtes et tandfejls gen som alle talte om, da ingen kunne oplyse mig om hvad det hed. Jeg skrev derfor først til dyrlæge Jesper Vetter, der havde skrevet en artikel om tandfejl på www.netdyredoktor.dk . Han henviste mig til dyrlæge Mette Rueløkke, institut for mindre husdyrs sygdomme KU/Life.

Mette Rueløkke er eksperten indenfor smådyr i DK og Jørgen Larsen nævner hende også tit på kaninliv. Jørgen Larsen vil gerne, at der er flere der vil ta´ dett emne op da det er vejen frem *s*  Jørgen nævner selv Mette Rueløkke flere gange på Kaninliv --- det er hende der tager ud og underviser dyrlægerne i DK!

Tandfejl hos kaniner er en multifaktoriel lidelse, dvs. der er flere
årsager til den. Et recessivt gen for tandfejl er aldrig påvist, og
man kan derfor ikke teste for det. Medfødte tandfejl regnes som regel
som anatomiske (typisk de korte hoveder, som du taler om) og opstår
inden kaninen er 6-8 mdr. gammel, hyppigst ser jeg det hos hermeliner, dværgvæddere og løvehoveder. Erhvervede tandfejl opstår senere i livet og er langt de hyppigste og rammer alle racer og ofte ældre dyr.
Årsager her er ubalanceret fodring, for blødt foder, tandskader (f.eks. efter fald), fremmedlegemer i munden, evt. kombineret med en arvelig
disposition.
 
Der er ingen grund til at aflive raske dyr, blot fordi de er forfædre
til dyr med skæve tænder. Men man bør ikke bruge selve tandfejlsdyrene i avl, da den arvelige betydning endnu er uafklaret.

Det jeg snakker om er, at der ikke er påvist et enkelt gen, der ved
simpel recessiv nedarvning bestemmer, om der bliver tandfejl eller ej.
Hvis det eksisterede ville det være pærelet at påvise udfra
stamtavlestudier. Men sygdomme kan være genetiske på mange andre måder,
og det er vist det de andre opdrættere roder rundt i. Netop når der er
tale om multifaktorielle sygdomme, er der tale om et samspil mellem
mange forskellige gener samt også miljøpåvirkninger. Er der tilpas mange uheldige miljøpåvirkninger, så kan sygdommen udvikles selv med de mest perfekte gener. Omvendt kan en uheldig genetik medføre sygdom, selv ved optimale miljøbetingelser.

Ledende tandeksperter verden over er enige om, at tandfejl hos kaniner er genetisk betinget, men der er ikke isoleret et enkelt gen, som via recessiv nedarvning er ansvarlig for udviklingen af tandfejl. Udover generne er der en masse andre faktorer, der spiller ind i udviklingen af tandfejl, f.eks. foderets struktur og indholdet af kalk og vitaminer. Dvs. at tandfejl er multifaktorielle, som du selv skriver. Og da der er meget andet end gener, der spiller ind i tandsygdommes udvikling, så er testparringer ikke den rette måde til at teste arvelig disposition.

Der er mange der forsker i kaniner. Der er rigtig mange mennesker, der elsker sine kaniner højt og ofrer mange penge på dyrlægeregninger. Og når der er penge at tjene på kaninsygdomme, så bliver der også forsket i dem, de to ting hænger helt naturligt sammen. Så i stedet for at mange piber over dyrlægeregningen, så må man indse, at det samtidig øger interessen og muligheden for at forske i kaniner, så vi allesammen lærer mere om kaninsygdomme, derunder også tandfejl

Mandibular prognathism: excess growth of the lower jaw (condylar head) at one of the temporomandibular joints (TMJ). When this happens, there is a primary effect on the lower jaw and secondary effects on the upper jaw and chin
Congenital Deformity: Breeding has resulted in anatomical changes in rabbits. The most common example of this is mandibular prognathism (shortening of the jaw so that the incisors do not meet) in many dwarf breeds.
Malocclusion of the incisors prevents them from being worn down, allowing overgrowth at a rate of a couple of millimetres a week to occur once overgrowth begins, eating becomes impossible. Mandibular prognathism is thought to be inherited, so affected animals should not be bred.